Så hvor langt tilbake – historisk – går FrPs
gjerrighet?
Her er Ibsen:

PEER GYNT. Stop!
De kan huske mig
på, når vi siden gør op, –
jeg er sindet,
som man siger, at øve godt
imod mandskabet –
KAPTEJNEN.
Takker!
PEER GYNT.
Det blir kun småt.
Guld har jeg
gravet, og mistet hvad jeg fandt; –
fatum og jeg vi
er rent på kant.
De véd, hvad jeg
har ombord i behold.
Det er slumpen; –
resten foer fanden i vold.
KAPTEJNEN. Det er
mer end nok til at skaffe Dem vægt
mellem folket
hjemme.
PEER GYNT.
Jeg har ingen slægt.
Der er ingen, som
venter den rige styggen. –
Nå; så slipper
jeg også for krus på bryggen!
KAPTEJNEN. Der
har vi vejret.
PEER GYNT.
Ja, husk så på, –
er nogen af
folkene rigtig trængende,
så ser jeg ikke
så nøje på pengene –
KAPTEJNEN. Det er
vakkert. De flestes kår er små;
alle har de
kærring og unger hjemme.
Med hyren alene
falder det tyndt;
men kom de nu
hjem med lidt extra mynt,
blev der et
gensyn, de sent vilde glemme.
PEER GYNT.
Hvad for noget? Har de kærring og unger?
Er de gifte?
KAPTEJNEN. Gifte?
Ja, hele flokken.
Men den, som er
trangest stillet, er kokken;
hos ham er
tilhuse den svarte hunger.
PEER GYNT.
Gifte? Har de hjemme nogen, som venter?
Som glædes, når
de kommer? Hvad?
KAPTEJNEN. Ja
vel.-
på fattigfolks
måde.
PEER GYNT. Og
kommer de en kveld, hvad så?
KAPTEJNEN. Så
tænker jeg kærringen henter
lidt godt for en
gangs skyld –
PEER GYNT. Og
lys i pladen?
KAPTEJNEN. Kanhænde
to; og en dram til maden.
PEER GYNT. Og
så sidder de lunt? Har varme på gruen?
Har ungerne om
sig? Der er ståk i stuen;
der er ingen, som
hører den andre tilende, –
slig glæde er der
på dem -?
KAPTEJNEN. Det
kunde vel hænde.
Og derfor var det
vakkert, De lovte før, –
at spede lidt
til.
PEER GYNT (slår i rælingen).
Nej, om jeg gør!
Tror De jeg er
gal? Mener De jeg punger
ud til fromme for
andres unger?
Jeg har surt nok
slæbt for at tjene min mynt?
Ingen venter på
gamle Peer Gynt.
KAPTEJNEN. Ja,
ja; som De vil; Deres penge er Deres.
PEER GYNT.
Rigtig! De er mine og ingen fleres.
Opgør, så fort De
har anker i bunden!
Min fragt fra Panama
som kahytspassager.
Så brændevin til
folkene. Ikke mer.
Gier jeg mere,
kaptejn, kan De slå mig på munden!

KAPTEJNEN. Jeg
skylder Dem kvittering og ikke juling. –
Men undskyld, nu
får vi storm for kuling.