Så hvor langt tilbake – historisk – går FrPs gjerrighet?
Her er Ibsen:

PEER GYNT. Stop! De kan huske mig på, når vi siden gør op, –
jeg er sindet, som man siger, at øve godt
imod mandskabet –
KAPTEJNEN.
Takker!
PEER GYNT.
Det blir kun småt. Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –
fatum og jeg vi er rent på kant.
De véd, hvad jeg har ombord i behold.
Det er slumpen; – resten foer fanden i vold.
KAPTEJNEN. Det er mer end nok til at skaffe Dem vægt
mellem folket hjemme. PEER GYNT. Jeg har ingen slægt.
Der er ingen, som venter den rige styggen. –
Nå; så slipper jeg også for krus på bryggen!
KAPTEJNEN. Der har vi vejret.
PEER GYNT.
Ja, husk så på, – er nogen af folkene rigtig trængende,
så ser jeg ikke så nøje på pengene –
KAPTEJNEN. Det er vakkert. De flestes kår er små;
alle har de kærring og unger hjemme.
Med hyren alene falder det tyndt;
men kom de nu hjem med lidt extra mynt,
blev der et gensyn, de sent vilde glemme.
PEER GYNT.
Hvad for noget? Har de kærring og unger? Er de gifte?
KAPTEJNEN. Gifte? Ja, hele flokken.
Men den, som er trangest stillet, er kokken;
hos ham er tilhuse den svarte hunger.
PEER GYNT.
Gifte? Har de hjemme nogen, som venter?
Som glædes, når de kommer? Hvad?
KAPTEJNEN. Ja vel.- på fattigfolks måde.
PEER GYNT. Og kommer de en kveld, hvad så?
KAPTEJNEN. Så tænker jeg kærringen henter
lidt godt for en gangs skyld –
PEER GYNT. Og lys i pladen?
KAPTEJNEN. Kanhænde to; og en dram til maden.
PEER GYNT. Og så sidder de lunt? Har varme på gruen?
Har ungerne om sig? Der er ståk i stuen;
der er ingen, som hører den andre tilende, –
slig glæde er der på dem -? KAPTEJNEN. Det kunde vel hænde.
Og derfor var det vakkert, De lovte før, – at spede lidt til.
PEER GYNT (slår i rælingen).
Nej, om jeg gør! Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger
ud til fromme for andres unger?
Jeg har surt nok slæbt for at tjene min mynt?
Ingen venter på gamle Peer Gynt.
KAPTEJNEN. Ja, ja; som De vil; Deres penge er Deres.
PEER GYNT.
Rigtig! De er mine og ingen fleres.

Opgør, så fort De har anker i bunden!
Min fragt fra Panama som kahytspassager.
Så brændevin til folkene. Ikke mer.
Gier jeg mere, kaptejn, kan De slå mig på munden!

KAPTEJNEN. Jeg skylder Dem kvittering og ikke juling. –
Men undskyld, nu får vi storm for kuling.